“Det føles lidt mere her, lidt varmere, selvom det ofte er ret koldt. Følelsen har altid været der, klar og tydelig, men også udefineret og lidt for stor til at sætte ord på. Følelsen her er alt det store, som får mig til at føle mig lille, men også det lille, som får mig til at føle mig stor. Følelsen er varm, men også kold, den er mørk, men også lys, den er omfanget af tydelig forskellighed. Den er kontrasterne. 

Her, omgivet af et fjeld, der konstant skifter farve, bliver vi dagligt mindet om vores tilstedeværelse i nuet, og det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide alle årstiderne, deres forskelligheder, alle former, farver og alle nuancer. Men oftest er følelsen varmere, når det er lidt koldere. Når minusgraderne har frosset landskabet fast, og den første sne har pudret toppene. Oftest kommer sneen allerede i oktober og bliver helt ind i juni. 

Det er engang i oktober, når vinterdækkene kommer på, at et par FUBUKI’er også altid står klar i entréen. Klar til ethvert eventyr, stort som småt, otte af årets tolv måneder. De hører hjemme der nu, som et selvfølgeligt indslag i den lange vinters hverdag. På præcis samme selvfølgelige måde, som et par behagelige tøfler hører sommeren til, bare modsat. Med FUBUKI bliver den sprøde sne blød, den uberørte sne let, og de koldeste dage varme. Kontraster igen, men her forenet i en kombination, hvor funktion deler førstepladsen med charme og enkelhed.

Vinteren kommer med både mørke og lys. Dagene bliver kortere, og i begyndelsen af december går solen ned under horisonten for at blive der, indtil året er blevet et nyt. Temperaturen falder, nordlyset danser over nattehimlen, og en af mange snestorme passerer. Det nye snedække lyser vintermørket op, udvisker gamle spor og omslutter igen landskabet. Derude er det én stor naturlig legeplads. En legeplads, der sammen optræder med polarnattens smukke himmel. En himmel i rosa, blå og lilla. Det er omtrent dér og på det tidspunkt, når dagen er mørkest, at jeg føler mest ro. Når polarnatten holder varmt og blødt om mig.

Dér og da føles det langt væk, men snart kommer tiden, hvor døgnets cyklus igen føles evig. Tiden, hvor solen altid skinner. Midnatssolens tid, den fineste tid. Endnu en gang bliver jeg mindet om det tydeligt forskellige, om følelsen, der er varmere her, selvom det ofte er ret koldt.”

__

Lisa Björnström - 2023